Foreningens medlemmer og andre interesserede var mødt op til et spændende foredrag om brugen af zebrafisk til forskning af ydre påvirkninger af levende organismer bl.a. ved hjælp af CRISPR-teknologien.

Foredragsholderen Louise von Gersdorff Jørgensen – PhD og lektor ved Københavns Universitet – førte os igennem sit foredrag, trin for trin, ind i zebrafiskens livscyklus og hvordan man allerede i det tidlige æg-stadie kunne påvirke ægcellen ved f.eks. at tilføre virus, for herefter at visualisere, hvordan zebrafiskens organer i det tidlige larvestadie blev påvirket og reagerede på disse ændringer.


Det spændende ved brugen af zebrafisk er, at zebrafisken i larvestadiet er gennemsigtig og dens organer derfor er lette at undersøge under mikroskop. Der blev forklaret og vist, hvordan man ved at genmodificere bl.a. virus, kan følge den i zebrafisken, da de celler den inficerer, begynder at udsende rød fluorescens i modsætning til dens genmodificerede blod, der udsender grøn fluorescens.
En rigtig spændende aften med 19 tilhørere.