Lørdag den 27. august 2022 silende regn hele morgenen. Til vores glæde var regnen stilnet af, da 7 medlemmer mødtes med ornitolog Per Ekberg, for bl.a. at opleve rovfugletræk over Nordsjællands højeste område omkring Skansebakken i Hillerød Øst.
Vejret ville det imidlertid anderledes. Regntøj og paraplyer blev taget frem. Per Ekberg fortalte om lokaliteten, som han og DOF bruger til registrering af specielt hvepsevågetræk, som årligt i slutningen af august krydser Øresund for at flyve sydover mod Afrika.
Skansebakken og Egedam, der i dag forvaltes af Hillerød Kommune, har en spændende historie flere hundrede år tilbage. I dag er der fokus på naturpleje, hvor man forsøgsvis bl.a. slår græs med le samt afbrænder i bælter, hvilket vi kunne se resultaterne af på vores travetur i området.
Grundet vejret, afkortede vi arrangementet væsentligt, selv om der er mange biologiske og historiske fakta i det naturskønne område, som det ville være interessant at få mere at vide om.
En rigtig hyggelig, våd og informativ formiddag – og velkommen til de tre nye medlemmer, som deltog i arrangementet.
Paul Erik Schlüter
Fugleliste:
Solsort
Dompap
Husskade
Landsvale
Skovskade
Ringdue